Introduktion til linkbuilding – hvordan bygger man en stærk linkprofil?

Introduktion til linkbuilding - lær at bygge links - lær at vurdere kvaliteten af links

Introduktion til linkbuilding – hvordan bygger man en stærk linkprofil?

Indgående kvalitetslinks er stadigvæk en meget vigtig SEO-faktor i 2018 og vil formentlig også være det mange år fremover. Det kræver dog viden og kompetencer at skaffe de gode links, og selvom det kan virke fristende at købe flere tusinde links for en slik, er det næppe en god idé. I denne artikel kan du få indsigt i, hvordan man afgør kvaliteten af et link, og hvordan man kan skaffe links.

Google ser et link som en anbefaling. Hvis vi, Spinnaker Nordic, linker til et eksternt domæne fra Spinnakernordic.com, så anbefaler vi indholdet på domænet, vi linker til. Når vi linker, overflyttes linkværdi, og desto mere linkværdi man får overflyttet, desto større er chancen for at rangere på Google og de andre søgemaskiner.

At skaffe links bør derfor være et stort fokuspunkt for dig, der gerne vil drive trafik fra søgemaskinerne. Dog anbefales det ikke, at du bygger links, hver eneste gang muligheden byder sig.

Der er nemlig forskel på links, lige såvel som der er forskel på anbefalinger. Forestil dig, at du møder en fyr i jakkesæt og nypolerede sko. Han er velfriseret og hans parfume giver blid næseborsmassage. Derudover er han veltalende, høflig og flink. Din mave knurrer, og du er på jagt efter et fint spisested. Han fortæller dig, at restauranten nede på hjørnet er, hvad du søger. Maden skulle være udsøgt, og betjeningen skulle være i særklasse. Det ville undre mig meget, hvis du ikke ender med at stille din sult på denne restaurant.

Forestil dig så samme scenarie, men denne gang kommer anbefalingen fra en forhutlet hjemløs med snot i skægget og en ånde, der svier i øjnene. Jeg tvivler på, at denne fyrs anbefaling vægtes lige så højt som den andens.

I linkverdenen findes der både links, som svarer til den flotte, veltalende fyrs anbefaling, og links, der svarer til vagabondens. Det kommer næppe som en overraskelse, at et link svarende til den veltalende fyrs anbefaling er væsentligt mere værd end et vagabond-link; ja faktisk mener mange, at man helt skal holde sig fra svage links, da de i værste fald kan være decideret skadelige for ens linkprofil.

Hvordan vurderer man kvaliteten af et link?

For ikke-fagfolk kan det være svært at vurdere værdien og kvaliteten af et link. Derfor vil jeg gerne introducere dig, kære læser, til en række parametre, du bør medtænke, når du skal vurdere kvaliteten af et link.

Et af de parametre, du bør overveje, vedrører kvaliteten af linkprofilen for siden, du kan få et link fra. Os, der arbejder med SEO til dagligt, har værktøjer, der kan give os specifikke data om alverdens siders linkprofiler, mens det er en lidt større udfordring for menig mand.

Der findes dog en række gratis værktøjer, der kan hjælpe dig på vej. Du finder et her. Dette værktøj kan vise dig antallet af indgående links for alle sider. Tilmed får du en smule indsigt i, hvor høj kvalitet de bedste indgående links, en side har, er.

Sider, der har mange indgående links, vil ofte have stor autoritet i Googles øjne, og derfor er links fra sådanne sider mest værd. Man kigger dog ikke kun på mængden, men også kvaliteten af de indgående links.

Et andet parameter, du bør bruge, når du skal vurdere et links kvalitet, er ‘relevans’. Det er en stor styrke, hvis de sider, der linker til dit indhold, beskæftiger med samme temafelter, som du selv gør. Sælger du tøj, vil links fra tøjmagasiner være kvalitetslinks. Sælger du fiskegrej, vil links fra fiskemagasiner være kvalitetslinks. Og så videre, og så videre. You get the point.

Man kigger også på landekoder, når man skal vurdere kvaliteten af et link. Hvis man selv ejer en dansk side, giver det sjældent mening at bygge en stor stak links fra polske domæner eller lignende.

Google vil finde en sådan tilførelse af links mistænkelig og muligvis undersøge din linkprofil nærmere. I værste fald kan en stor tilførelse af udenlandske links fra suspekte sider skade dine placeringer.

Du sidder sikkert og tænker: “Jamen hvad så med .com-domæner; er links fra sådanne domæner farlige?” Nej, det vil de ikke være, hvis siderne, der linker, er troværdige.  

Et yderligere parameter, du bør medtænke, vedrører placeringen af linket. En tommelfingerregel er, at desto flere klik væk fra forsiden linket befinder sig, desto svagere er linket. Ydermere er det formentlig en fordel, hvis linket indgår i en artikel, da linket dermed vil være omgivet af tekst. Links fra tynde sider, altså sider med meget lidt tekst, vil sommetider ikke være af synderligt høj kvalitet.

For at lette overblikket opsummerer jer herunder med stikord, hvilke parametre der influerer på et links kvalitet:

  • Linkprofilen for siden, man får linket fra
  • Relevans
  • Linkets placering
  • Mængden af ord på landingssiden, hvorpå linket til ens side befinder sig

Hvordan skaffer man links?

Der er mange forskellige måder, hvorpå man kan skaffe links. Hvis man er opmærksom på værdien er links, kan det være en god idé at undersøge, om det er muligt at tilføje links til ens profiler på de forskellige online communities, man opererer på. Man bør dog ikke kun bygge profil-links.

Derudover anbefaler jeg, at man undersøger, hvilke online medier der har beskæftiget sig med ens virksomhed. Skab et overblik og tag kontakt til de medier, der endnu har tilføjet et link af dem selv, og forhør dig om muligheden for at få tilføjet et link.

Der eksisterer mange hjemmesider, hvorpå det er muligt at lave links – man kalder sådanne links for placeringslinks. Nogle af disse links giver rigtig stor værdi, mens andre slet ikke tilføjer værdi. De sider, man bør afholde sig fra at lave links på, er linkbiblioteker og andre sider, hvis formål udelukkende er at linkbuilde.

En anden metode at få links er at købe disse. Køb af links strider dog imod Googles retningslinjer, og hvis Google opdager, at man har købt et link, vil linket med garanti ikke have nogen positiv effekt på ens placeringer.

Hvis man køber links, skal man derfor tænke sig grundigt om. Mange lader sig friste af knaldtilbud, hvor man kan købe en massiv mængde links for et lavt beløb.

Dette er dog aldrig nogen god idé, da den type links, man i så fald køber, i bedste fald ikke har nogen indflydelse på ens placeringer. Køber man links, skal de links, man får, allerhelst fremstå så naturlige som muligt.

En af de mere velsete metoder inden for linkbuilding er outreach. Denne metode omhandler udarbejdelsen af kvalitetsindhold, som man forsøger at få andre til at publicere mod et link i betaling.

En anden velset metode, som på mange måder er outreach i forklædning, er PR-arbejde. Links fra nyheds- og fagmedier er stort set altid kvalitetslinks. Derfor er PR en utrolig effektiv linkbuilding-strategi, hvis man er dygtig til disciplinen.

PR er dog på ingen måde let; det kræver meget arbejde og store kompetencer at få afsat historier om ens virksomhed til medierne, men hvis og når det lykkes, er det alle arbejdstimer værd. Dels øger man kendskabsgraden til ens virksomhed, men derudover er der også et stort SEO-potentiale i at blive nævnt i respekterede online magasiner.

Vælg den rette ankertekst

Når man bygger links, er det ikke ligegyldigt, hvilken tekst man linker på. Man kalder en link-tekst for en ankertekst, og ankerteksten skal meget gerne fortælle noget centralt om indholdet på den side, linket fører til.

Ofte vil det være en fordel, hvis ankerteksten er det søgeord, man ønsker at rangere på, på en given side. Hvis man ønsker at rangere på Mads Christensen eller otiumstole, giver det mening, at søgeordet er ‘Mads Christensen’ eller ‘otiumstole’. Det frarådes dog at bygge utallige links med den præcist samme ankertekst. En sådan tilgang vil nemlig kunne vække Googles mistanke, hvilket aldrig er godt.

God fornøjelse

Jeg håber, at jeg har givet dig mere viden om linkbuilding og ikke mindst lyst og mod til at forsøge at øge indsatsen på dette område.

Hos Spinnaker Nordic arbejder vi også med linkbuilding, og hvis du kunne bruge vores assistance, skal du ikke tøve med at tage kontakt til os på 71 99 16 00.

Få festinvationer og faglige inputs direkte i din indbakke

Kontakt os

Ring til os på 71 99 16 00
eller skriv til info@spinnakernordic.com