Nu slipper Chrome-brugere formentligt for irriterende og anmassende annoncer

Chrome adblocker - Brugerne slipper irriterende reklamer-min

Nu slipper Chrome-brugere formentligt for irriterende og anmassende annoncer

Google har udviklet en adblocker med henblik på at få udryddet irriterende og forstyrrende internetannoncer. Adblockeren blev gjort aktiv den 15. februar, og herunder kan du blive klogere på, hvad lanceringen af denne har af betydning for den generelle internetbruger og for annoncører.

Har Google, som lever af annonceindtægter, virkelig udviklet en adblocker, tænker du formentligt, mens du klør dig forvirret i hovedbunden. 

Ja, det har Google rent faktisk, og når man får omstændighederne forklaret, giver det faktisk ganske god mening, men som udgangspunkt forstår vi godt din undren.

Det er ingen hemmelighed, at adblockere er blevet mere og mere populære de seneste år. Faktisk installerede forbrugerene 615 millioner adblockere på deres devices i 2016. En udvikling, som Google ikke har bifaldet eller kunnet ignorere.

Desto mere populære adblockere bliver, desto mere trues Google forretning, der, som nævnt, baserer sig på annonceindtægter. Googles adblocker er derfor Googles modsvar på de seneste års udvikling, og Google håber formentligt at kunne hindre, at folk installerer adblockere i lige så voldsomt omfang, som tendensen har været de seneste år.

Ydermere harmonerer udviklingen af adblockeren med Googles ønske om at give internetbrugere den bedst mulige oplevelse. De annoncetyper, som Google går til oprør mod, er nemlig annoncetyper, som brugerne karakteriserer som ekstremt forstyrrende og irriterende.

Adblockeren har til hensigt at eliminere reklamer, som ikke lever op til de 12 kriterier, som the Coalition for Better Ads har formuleret. Se, hvilke 12 kriterier der er tale om her.

På nuværende tidspunkt er det udelukkende Chrome-browseren, som har en indbygget adblocker, men det er ikke usandsynligt, at også Firefox, Safari og Internet Explorer følger trop.

Fokus på at gøre brugeroplevelsen bedre

Et af adblockerens formål er at gøre brugeroplevelsen bedre. Målet er at komme irriterende, forstyrrende annoncer til livs, hvilket skal ske ved, at sider, der gentagne gange forbryder sig mod anbefalingerne, straffes. Du kan læse mere om, hvordan adblockeren præcist fungerer her.

Hvilke konsekvenser har det for marketing-folk?

Googles initiativ sætter helt klart nogle begrænsninger i forhold til, hvilke annonceringsformater man bør gøre brug af. Det er sandsynligt, at hjemmesider, der lever af annoncer, vil overholde reglerne og undlade at vise de annonceformater, der strider mod anbefalingerne. Derfor spår vi, at anmassende annoncer løbende udfases, hvorfor man naturligvis bør afholde sig fra at lave den type annoncer.

Vi anbefaler derfor, at man opererer inden for anbefalingerne og udvikler nogle interessante, flotte annoncer, der er designet med en veldefineret målgruppe for øje. Derudover skal man naturligvis altid sørge for at opsætte effektive kampagner, så ens annoncer vises for de rette målgrupper.

Få festinvationer og faglige inputs direkte i din indbakke

Kontakt os

Ring til os på 71 99 16 00
eller skriv til info@spinnakernordic.com