Hvorfor bør man podcaste?

Hvorfor podcaste - tips og tricks til at podcaste

Hvorfor bør man podcaste?

Flere og flere er begyndt at podcaste i løbet af de senere år – er du hoppet på podcast-toget endnu? Hvis ikke, er du måske, når du er i mål med dette blogindlæg, hvor jeg deler ud af Spinnaker Nordics erfaringer med at podcaste. Tilmed giver jeg gode tips til disciplinen.

Der er sket rigtig meget inden for podcast-feltet i løbet af de seneste år. Det er en genre, som fagfolk og store virksomheder er begyndt at prioritere og investere meget tid i – men hvorfor egentligt? Det vil jeg forsøge at besvare i løbet af dette indlæg.

Hvis man kigger på nyere tal, er det egentlig ikke, fordi fænomenet for alvor har fået fat i et stort publikum. DR’s medieundersøgelse fra 2016, som p.t. er den nyeste, beretter om, at blot 9 % af danskerne lytter til podcast hver uge. Jeg spår, at dette tal er væsentligt højere i den 2017-udgave, der udkommer i det nye år – dels fordi der har været markant vækst i udbuddet af podcasts, men også fordi omtalen af podcasts umiddelbart har været tiltagende. 

Medieundersøgelsen 2016 beretter da også om, at der har været et fald hos den gruppe, der aldrig benytter sig af podcast. Dette tal er faldet fra 68 % til 64 %, hvilket vidner om, at flere og flere stifter bekendtskab med mediet.

Vi er blevet en on demand-generation, der vil konsumere, når vi har tid og lyst, og disse krav imødekommer podcast-mediet til fulde. Derfor er det meget sandsynligt, at podcast-mediet bliver mere og mere populært i løbet af de næste år og for alvor får bredt fat. 

Der udkommer podcast inden for flere og flere nicher, og diverse podcastere afsøger virkelig formatets muligheder og potentiale disse tider. Man kan finde podcast om alt fra film, nyheder og verdenshistorie til spil, film og online marketing.

Hos Spinnaker Nordic podcaster vi også. Hver fredag udkommer der nemlig en episode af Spincast, og hvis du kunne tænke dig at høre, hvorfor vi er hoppet med på vognen, og hvad vi indtil videre har fået ud af at podcaste, skal du pudse læsebrillerne og komme videre i teksten.

Hvorfor afsætte tid til en post, der ikke genererer direkte salg fra dag et?

Omsætning er grundlaget for en virksomheds eksistens. Ingen omsætning, ingen virksomhed. Med tanke på dette kan det virke lidt ulogisk at afsætte tid til at podcaste, da denne disciplin næppe genererer direkte salg fra dag et, som eksempelvis traditionel annoncering kan.

Der er dog uendeligt mange andre fordele ved at podcaste, og på sigt kan det sagtens skabe leads. Vi har efterhånden podcastet i tre måneder, og vi har allerede oplevet en række gevinster. Det er dog sandsynligt, at gevinsterne blot bliver flere og større, desto mere udbredt og populær vores podcast bliver.

I de kommende afsnit vil jeg redegøre for og nuancere, hvilke gevinster der har været forbundet med at podcaste for os indtil videre.

Øget eksponering

Vi sørger for at nævne vores virksomheds navn i begyndelsen af hver eneste episode. Derudover har vi valgt navnet Spincast, da dette relaterer sig til virksomhedens navn Spinnaker Nordic. Ydermere har vi udarbejdet et coverbillede, der visuelt peger på Spinnaker Nordic.

Der er altså iboende træk i hver eneste episode samt en række paratekster, der peger på vores virksomhed. Derfor får Spinnaker Nordic eksponering fra enhver, der lytter til Spincast. Dermed har podcast-arbejdet allerede nu bidraget til at øge kendskabsgraden til Spinnaker Nordic.

Podcast om online marketing

I forlængelse heraf har vi oplevet, at flere personer har delt episoder fra Spincast på de sociale medier. Ofte har folk, der har delt, været så flinke at tagge os i opslaget. Dette bidrager altså yderligere til at øge kendskabsgraden til Spinnaker Nordic, og så vidner delingerne om, at vi producerer kvalitetsindhold, som folk finder deleværdigt, og det kan vi rigtig godt lide!

Dette er med til at positionere os som et konsulenthus, der ikke er bange for at dele ud af vores viden og demonstrere vores ekspertise, og dette er en klar vision for Spinnaker Nordic.

Forbedring af vores SEO-profil

Vores podcast udkommer naturligvis på diverse podcast-tjenester såsom iTunes og TuneIn. Derudover er det også muligt at lytte til vores podcast på vores hjemmeside.

Det har vist sig at være et fornuftigt træk at lade episoderne være tilgængelige på hjemmesiden, da vi har fået flere gode links ved, at folk har linket til et par af episoderne fra sider med do follow-links. Dermed har podcast-initiativet også styrket vores SEO-profil – denne gevinst havde vi slet ikke tænkt over, da vi søsatte Spincast.

Vi bliver klogere og opbygger nye og vedligeholder gamle relationer

Vi havde fra begyndelsen en ambition om, at vi løbende ville have spændende gæster i Spincast, og heldigvis er der mange interessante og dygtige identiteter, der har indvilliget i at deltage i podcasten.

Det er utroligt givende med gæster med ekspertise. Vi oplever, at disse episoder får en særlig tyngde, og så bliver vi tilmed klogere, hver eneste gang en ekspert visiterer vores podcast.

Vi gør altid, hvad vi kan for, at vores gæster føler sig værdsatte og godt tilpas. Det gør vi dels, fordi vi er gode, velopdragne mennesker, og så er vi også overbeviste om, at det styrker virksomhedens omdømme, hvis vores gæster får en god oplevelse med vores virksomhed. Det øger nemlig chancen for, at tonefaldet er muntert og ordene positivt ladede, når de fremover omtaler os.

Effektivisering af vidensdeling mellem kunderne og os

Vi har mange forskellige samarbejder. Nogle kunder foretrækker at overlade alt hands on-arbejde til os, mens andre kunder har en ambition om at blive uddannet i det område, som vi hjælper dem indenfor.

Indholdet i mange af vores podcast-episoder relaterer sig til de ydelser, vi sælger. Vi taler blandt andet om en del facetter inden for SEO. I forbindelse med insourcing-projekter kan det godt hænde, at vi anbefaler vores kunder at lytte til et par episoder, så de opbygger en grundlæggende forståelse af et eller felt(er). Det er gavnligt for både os og kunden. 

Hvad bringer fremtiden?

Hvis jeg kort skal opsummere, hvilke fordele der indtil videre har været ved at podcaste, så er det følgende:

  • Øget eksponering
  • Forbedring af vores SEO-profil
  • Øget viden
  • Relationsopbygning
  • Effektivisering af vidensdeling mellem kunderne og os

Fordelene bliver formentligt kun mere talstærke og massive i fremtiden. Det er ikke utænkeligt, at podcasten på et tidspunkt genererer et lead.

I hver episode har vi nemlig mulighed for at demonstrere vores viden over for potentielle kunder, hvilket er yderst gavnligt, da folk altid ønsker kompetent assistance. Derudover ønsker folk også at handle med folk, som de stoler på, og i den forbindelse er podcast-mediet genialt.

Podcast-mediet er fremragende til at skabe nærvær mellem lytteren og værten/værterne. Personligheder har i særdeles høj grad mulighed for at skinne igennem i en podcast, hvilket blandt andet skyldes, at en stor identitetsmarkør er vores sprog og måden, vi taler på. Ydermere skyldes det, at man taler direkte til lytteren, når man laver podcast. Det kan godt betale sig at huske sig selv på at sige ‘du’ en gang imellem, så lytteren føler sig involveret.

Tips og tricks

Man bliver ikke en god podcast-vært fra dag et. Det kræver træning, og man skal også lære mediet at kende dybdegående. Jeg sendte min allerførste radioudsendelse for over fem år siden. Så vidt jeg ved, ligger den tilgængelig et sted på internettet, hvilket er fuldstændig vanvittigt. Jeg mener: Man hænger jo heller ikke sine konfirmationsbilleder op, når man inviterer sit livs kærlighed på første date i sin hybel.

Det er noget tid siden, at jeg sidst lyttede til episoden. Det var ikke nogen rar oplevelse. Det kan vel sammenlignes lidt med at se en video af sig selv tosse rundt i en brandert. Jeg huskede mig bedre, end jeg var.

Der er dog en positiv ting ved, at jeg får kvalme og svedige håndflader, når jeg genoplever min debut, radiodebut folkens, og det er, at den tykke skam, der gennemsyrer hele min krop, må skyldes, at jeg er blevet bedre siden – jeg føler nemlig ikke helt samme ubehag, når jeg hører udsendelser af nyere dato.

Derfor bilder jeg mig ind, at jeg lært en ting eller to om at lave radio og podcast, og jeg nuancerer herunder, hvilke områder jeg altid forsøger på at forbedre. Behersker man disse felter, er man nemlig langt på rejsen mod at blive en god radio- og podcast-vært.

Vær sproglig kreativ

Du har hverken ansigtsmimik eller gestik til at overbevise dit publikum om dine pointer, når du podcaster. Du har udelukkende din stemme. Derfor er det vigtigt, at du er kreativ med sproget. Mal sproglige billeder – det fascinerer og fastholder.

Variér dit toneleje

Jeg er fra Jylland, og dette viste sig at være en forbandelse i begyndelsen, da jeg lavede radio. Tonelejet var alt for monotomt, og stemmeføringen blottet for energi. Jeg er virkelig blevet overrasket over, hvor stor en forskel det gør, at man lyder entusiastisk. Jeg kan have en halvdårlig dag i radioen (ja, de kommer!), hvor jeg leder efter ordene og stammer en smule, men hvis jeg bare lyder entusiastisk, plejer helhedsindtrykket stort set altid alligevel at blive hæderligt.

Vær bevidst om din rolle

Det er ikke nogen tilfældighed, at branchefolk i mange år har opereret med på forhånd definerede roller i radioen. Det er lettere at tilpasse sin performance og adfærd, hvis man ved, hvilken rolle man bør operere indenfor. Hvilke roller man bør udstikke til de medvirkende, afhænger naturligvis af programmets koncept.

Når man har defineret konceptet, kan man med fordel tage en snak om, hvem der skal være ankermand (ham/hende der styrer slagets gang), og hvem der skal være sidekick.

Få styr på konceptet

Jeg siger ikke, at man skal have fuldstændig styr på programmets format fra episode et, men det er en klar fordel, hvis man har en klar idé om, hvad man vil med programmet. Så ved man, hvad man skal arbejde hen imod.

Gør dit forarbejde

Jeg har erfaret, at mine udsendelser bliver bedre, desto mere forberedt jeg er. Man kan selvfølgelig altid have en dårlig dag, men bundniveauet er relativt højt, hvis jeg forbereder mig grundigt. Forberedelsen kan både involvere spørgsmål til en eller flere interview-person(er), skæve vinkler og jokes.

Vil du i gang med at podcaste?

Jeg håber, at dette blogindlæg har givet dig mod på at podcaste. Der er ingen grænser for, hvad man kan podcaste om, og du bestemmer jo altid helt selv, hvor ofte du ønsker at udkomme med en episode.

Som sagt podcaster vi hos Spinnaker Nordic, og hvis du ønsker vores assistance, hjælper vi dig hjertens gerne med de facetter, som du har brug for hjælp til. Vi kan rådgive dig om alt fra det strategiske forarbejde til udvælgelse af det rette udstyr. Ydermere coacher vi dig gerne i din ageren som podcastvært.

Du giver os bare et kald på 71 99 16 00, hvis du ønsker vores hjælp.

Få festinvationer og faglige inputs direkte i din indbakke

Kontakt os

Ring til os på 71 99 16 00
eller skriv til info@spinnakernordic.com