Fem tips til at øge kvaliteten af dine blogindlæg

Fem tips til at øge kvaliteten af dine blogindlæg - Spinnaker Nordic - Blogindlæg

Fem tips til at øge kvaliteten af dine blogindlæg

Det er blevet yderst moderne at blogge. Vi ser både virksomheder og privatpersoner kaste sig over disciplinen. I denne artikel giver jeg tips til, hvordan din virksomhed kan øge kvaliteten af jeres blogindlæg. Allerførst sætter jeg dog lidt ord på, hvorfor blogging potentielt kan være yderst givende og effektfuldt.

Som genre er ‘bloggen’ yderst bred. Man ser eksempler på alt fra blogs, der har dagbogsform, til blogs, som minder om videnskabelige artikler.

Vores blogindlæg hos Spinnaker Nordic har typisk karakter af at være vidensdelende. Mange af vores indlæg indeholder gode tips og tricks til, hvordan man kan skærpe sine evner inden for et felt. Dog skriver vi også en del indlæg om interessante nyheder inden for vores branche.

Hvad din virksomhed blogger om, er faktisk op til dig. Genren er så elastisk, at man kan blogge om det meste. Ja, faktisk kan blogge om alt fra den nyeste sandfilterpumpe til de førende arkitektoniske strømninger i 19. århundrede.

De tips, som vi i dag vil give, er primært til folk, der bestyrer virksomhedsblogs. Den private blogger, som fortæller åbenhjertigt om kærlighedslivet, og hvad vedkommende fik til aftensmad, får næppe særligt meget ud af at læse med her. Alle skal dog være yderst velkomne til at drible igennem indlægget.

Inden vi lader maskingeværet med gode tips og sprayer løs, vil vi uddybe, hvorfor det kan være ekstremt givende for en virksomhed at blogge.

Hvilke potentielle gevinster kan der være ved at blogge?

Når man som virksomhed blogger, laver man Content Marketing. Jeg har hørt flere kloge branchemennesker sige, at Content Marketing handler om, at man skal undervise kunderne i, at de har et problem og herefter tilbyde løsningen. Denne beskrivelse passer også fint på dette indlæg, du netop er i færd med at læse.

Når du kommer længere i teksten, vil du (formentligt) indse, at I kan øge kvaliteten af jeres blogindlæg væsentligt. Måske blogger jeres virksomhed på nuværende tidspunkt ikke. I så fald vil dette indlæg formentligt gøre jer bevidste om, at dette er en fejl samt give jer redskaberne til at komme i gang.

Jamen jamen… At forære os redskaberne til at blogge tjener I jo ingen penge på, Spinnaker Nordic?

Nej, det er sgu da også rigtigt… Det havde jeg faktisk ikke tænkt på. Jeg stopper bare nu så. Læs slutningen et andet sted eller brug din fantasi…

Det er gak og løjer!

Selvfølgelig får du mere guf, og du får da også en forklaring på, hvorfor vi blogger, selvom vi nødvendigvis ikke mærker et direkte afkast med det samme.

Vi bestræber os altid på at skrive blogindlæg, som gør en forskel for læseren. Det er vigtigt, at læseren får viden via vores blogindlæg, og at vedkommende føler, at vi hjalp ham/hende med at løse et problem – måske endda et problem, som vedkommende ikke engang vidste han/hun havde.

Hvis et blogindlæg er nyttigt for en masse mennesker, vil disse mennesker sandsynligvis kvittere med taknemmelighed. Denne taknemmelighed kan vise sig ved, at folk omtaler vores brand i positive vendinger, og at en del af vores identitet bliver, at vi er sådan nogle, som hjælper andre.

Blogindlæg kan øge kendskabsgraden til ens brand

Gode blogindlæg kan ydermere være med til at øge kendskabsgraden til ens brand. Hvis man skriver et kick-ass-blogindlæg, som flere mennesker finder så godt, at de ønsker at dele det på de sociale medier, er det meget sandsynligt, at mennesker, som endnu ikke har hørt om ens brand, vil blive eksponeret for dette.

Når ens indhold begynder at blive delt, kan blogindlæg skabe nye kunder i butikken. Der er nemlig chance for, at nogle af de mennesker, som ser indlægget, er på jagt efter de kompetencer, man har i ens virksomhed. Gode, velskrevne blogindlæg, hvori skribentens viden demonstreres med overlegenhed, kan virke ganske æggende på velvilligheden til at indgå et samarbejde.

Godt content kan forbedre ens SEO-profil

Blogindlæg kan ydermere styrke ens SEO-profil. Dels kan man skrive blogindlæg med henblik på at drive trafik fra søgemaskinerne. I givet fald giver det god mening at undersøge, hvilke spørgsmål Google ofte bliver stillet.

Derudover er en tydelig tendens, at godt content får flere indgående links end sløjt content. Det er nærmest en selvfølgelighed, at folk er væsentligt mere fristede af at linke til et interessant, velskrevet blogindlæg, der er forfattet af en ekspert med værdifuld viden, end folk er af at linke til et jammerligt, intetsigende indlæg, som er forfattet af en tredjeklasseselev.

Fem gode tips til at øge kvaliteten af ens blogindlæg

Jeg håber, at du nu er overbevist om, at det faktisk ikke er så tosset at afsætte ressourcer til at blogge. Herunder følger fem tips, der kan øge kvaliteten af dine fremtidige blogindlæg, hvis du ikke allerede nu har helt styr på, hvordan et godt blogindlæg skal skæres.

  1. Hav en klar hensigt med blogindlægget

Et blogindlæg er en kommunikativ handling, og hvis en kommunikationshandling skal være effektiv, er der en række parametre, som man skal have styr på, blandt andet er det vigtigt med et defineret mål for handlingen.

Mit mål med dette blogindlæg er at forklare, hvorfor blogging er givende for virksomheder samt at give læserne en række redskaber til, hvordan de kan øge kvaliteten af deres fremtidige blogindlæg.

Da jeg fra begyndelsen har haft et klart erklæret mål, har det været relativt let for mig at strukturere mit indlæg. Havde jeg på forhånd ikke vidst, hvad jeg ønskede at kommunikere, er det meget sandsynligt, at indlægget ville være blevet yderst rodet.

  1. Indholdet skal være værdifuldt

Frasen “fokusér på skabelsen af det værdifulde indhold” er efterhånden lige så slidt som Linse Kesslers fjæs. Der er så mange inden for min branche, der bliver ved med at gentage fraser, hvis ordlyd minder om ovenstående. Det er også fint nok, for det er yderst sandt. Det er bare lidt en selvfølge. Egentlig siger man jo bare: “Lad lige være med at producere noget ligegyldigt lort.”

I stedet for at gentage frasen igen og igen, bør man – i mine øjne – fokusere meget mere på at konkretisere, hvordan man skaber værdifuldt indhold. Dette har jeg skrevet et langt blogindlæg om, som du kan læse her, hvis du nysgerrig. Hvis jeg kort skal opsummere, så kendetegnes værdifuldt indhold typisk ved, at:

  • Det indeholder nyttig viden
  • Det er passioneret
  • Det er underholdende
  1. Indholdet skal være sagligt og velargumenteret

Blogger du på vegne af en virksomhed, vil dine blogindlæg typisk indeholde viden. I så fald er det meget vigtigt, at denne viden udspringer fra troværdige kilder. Det havde for eksempel været ekstremt malplaceret og skadeligt for dette indlægs autoritet, hvis jeg flere gange havde refereret til noget, som min onkel, der er mekaniker, havde sagt i en brandert om blogging.

Meget af den viden, jeg deler i dette indlæg, stammer fra mine egne erfaringer og mit generelle branchekendskab. Jeg er derfor hovedkilden, og jeg håber, at jeg, i kraft af min status som online marketing-konsulent, har autoritet samt viden nok til at levere indhold, som både er værdifuldt og anerkendelsesværdigt.

Sommetider skriver jeg blogindlæg om felter, jeg ikke ved alverden om. I disse situationer er det meget nødvendigt at researche, hvis indlægget skal være sagligt og velargumenteret. Når jeg researcher, er min strategi stort set altid den samme: Jeg undersøger, hvad de førende forskere og meningsdannere siger af kloge ting om det felt, som mit indlæg skal beskæftige sig med.

Det er god skik at henvise til ens kilder, og det skader bestemt ikke ens content. Tværtimod styrker det faktisk kvaliteten, at læserne kan se, at ens pointer og postulater bakkes op af førende forskere og meningsdannere.

  1. Indholdet skal være velskrevet

Man bør naturligvis ikke sætte den mest ordblinde i virksomheden til at forfatte blogindlæg. Denne opgave bør naturligvis varetages tekstørnen. Dette betyder ikke, at de andre ansatte ikke kan bidrage på blog-fronten. De kan sagtens mundtligt overlevere deres viden til tekstørnen, som herefter bearbejder indholdet og formulerer dette i et letlæseligt sprog.

Mange mennesker undervurderer, hvor svært tekstlig kommunikation kan være. Hvis man ønsker, at der skal være harmoni imellem en teksts indkodede og afkodede meddelelse, skal teksten være skrevet af en sprogconnoisseur, som vælger hvert ord med omhu.

Jeg er typen, der bifalder og animerer til sproglig kreativitet. Det kreative element må naturligvis aldrig blive for dominerende og overdøve vigtige budskaber. Men metaforer, analogier og andre sproglige finurligheder kan sagtens forstærke læselysten, og hvis man er en dygtig stilist, kan man bruge de sproglige virkemidler til at forstærke budskabet af ens tekst.

  1. Byg dit indlæg overskueligt op

Jeg ved ikke, om størstedelen af internetbrugerne er på speed. Noget kunne i hvert fald tyde på det, for internetbrugere har – generelt set – hamrende travlt. Derfor kan du heller ikke være sikker på, at dine besøgende magter at læse hele dit blogindlæg igennem – heller ikke selvom dette er velskrevet og interessant.

Jeg tør godt antage, at du tænkte: “Åh! Det orker man jo nærmest ikke,” da du så længden på dette indlæg. Hvis du er nået hertil, vil jeg godt sende et imaginært anerkendende nik, for det er et fåtal af internetbrugere, der besidder din tålmodighed.

Jeg vil sgu faktisk godt belønne dig endnu mere end med blot et imaginært nik. Du får sgu også lige en lille hemmelighed om mig. Hemmeligheder har nemlig høj værdi, så jeg tænker, at det er en fin måde at vise min oprigtige taknemmelighed på.

Den kommer her…

Min ven og jeg så MGP i lørdags… Vi var lidt beduggede, og jeg husker svagt, at vi stod og krammede hinanden i eufori, da den rette vinder blev udråbt. Vi er hverken mentalt udfordrede eller pædofile. Vi blev ganske enkelt bare revet med af arrangementet… Ja, jeg ved det godt…

Nå, lad os komme tilbage på sporet!

Der er flere grunde til, at opbygningen af dit blogindlæg bør være et stort fokuspunkt. Først og fremmest sikrer en overskuelig opbygning en god læseoplevelse. Derudover bidrager en overskuelig opbygning sædvanligvis også til, at man kan udlede hovedpointerne af et indlæg ved at skimte dette, hvilket er særligt vigtigt for tekster på internettet, da mange internetbrugere – som bemærket – har yderst travlt og hurtigt mister tålmodigheden.

Hvordan sikrer man så en overskuelig opbygning?

Korte afsnit og præcise, beskrivende mellemrubrikker hjælper en godt på vej. Ydermere kan et greb være at fremhæve vigtige citater. Jeg plejer desuden at indlede mine artikler med en manchet, hvor jeg forventningsafstemmer med læseren, så han/hun ved, hvad der venter.

God fornøjelse med at forfatte blogindlæg i fremtiden

Jeg håber, at mine tips medvirker til, at dine blogindlæg bliver (endnu) skarpere i fremtiden. Hvis du godt kunne tænke dig at blogge, men ikke har en dygtig tekstsnedker på holdet, er du meget velkommen til at kontakte os for assistance på front. Vi træffes på 71 99 16 00.

Få festinvationer og faglige inputs direkte i din indbakke

Kontakt os

Ring til os på 71 99 16 00
eller skriv til info@spinnakernordic.com