Forudsigelse: Livestreaming bliver kæmpestort i løbet af de næste år

Livestreaming - Blogindlæg - Oversigt over interessante, betydningsfulde livestreams

Forudsigelse: Livestreaming bliver kæmpestort i løbet af de næste år

Livestreaming er kommet for at blive. Potentialet inden for genren er enormt, og vi har allerede set eksempler på, hvordan livestreaming er andre formater overlegent inden for flere parametre. Jeg forudser, at livestreaming bliver et meget dominerende format i løbet af de næste par år inden for både underholdningsindustrien og marketingbranchen.

Inden jeg ekspliciterer, hvorfor jeg er overbevist om, at livestreaming bliver kæmpestort i løbet af de næste par år, tillader jeg mig at introducere mig selv.

Mit navn er Jesper Nørskov Jensen. Jeg er en del af konsulenthuset Spinnaker Nordic, som består af mig samt en række andre dygtige medarbejdere, der har hver deres kompetencer inden for online marketing. En række af mine kollegaer er blandt andet super skarpe på livestreaming, både hvad angår produktion og konceptudvikling. Hvis du ønsker hjælp til denne disciplin, kan du læse meget mere om, hvordan vi kan assistere dig her. 

Det er vigtigt for mig at understrege, at denne her artikel ikke er en salgstale for livestreaming, for denne ydelse sælger i mine øjne sig selv. Artiklen er i stedet en uddybning og specificering af, hvilke unikke muligheder livestreaming tilbyder.

I løbet af artiklen vil jeg inddrage en række eksempler på succesfulde og interessante livestreams, som hver især eksemplificerer en række af de ting, som gør dette format unikt og ekstremt attraktivt.

Vovehals brød lyd- og livestream-muren

Lad os starte med et eksempel, som de fleste af jer formentligt har kendskab til.

Søndag den 14. oktober 2012 fulgte 9,5 millioner seere et livestream på YouTube. Det er i skrivende stund (22/09 – 2017) stadigvæk det hidtil mest sete livestream på YouTube.

Du har måske allerede gættet, at der er tale om livestreamingen af Felix Baumgartners udspring fra 39 kilometers højde. Hvis du trænger til et gensyn med vovehalsen, kan du se vovestykket her: https://www.youtube.com/watch?v=vvbN-cWe0A0

Rekordforsøget blev afviklet i samarbejde med Red Bull, der havde kastet enorme summer i projektet; man kan dog i allerhøjeste grad sige, at Red Bull fik fuld valuta for annoncekronerne.

Deres brand blev, som sagt, eksponeret for 9,5 millioner seere alene på YouTube. Derudover blev der skrevet vidt og bredt om rekordforsøget, og videooptagelser af dette blev vist uendeligt mange steder på TV og internettet på selve dagen og i perioden efterfølgende.

Jeg ved ikke, om man decideret kan sige, at Felix Baumgartners vovede bedrift var gennembruddet for livestreaming, for der var bestemt virksomheder og medieinstitutioner, der havde haft succes med disciplinen forinden. Jeg tror dog, at det, for rigtig mange, var en øjenåbner i forhold til livestreamings enorme potentiale.

Først og fremmest vidnede dette livestream om, at der inden for denne genre er et potentiale for at nå ud til rigtig mange mennesker på tværs af landegrænser.

At 9,5 millioner mennesker så med live på YouTube skyldtes flere forhold. Det skyldtes blandt andet den intensive mediedækning, der var af begivenheden op til denne. Der havde været meget omtale af rekordforsøget i både TV, aviser, radio og på internettet, og der var derfor skabt stor hype om rekordforsøget, hvorfor rigtig mange mennesker sad klar på dagen, hvor arrangementet skulle afvikles.

Ovenstående kan vi sagtens lære lidt af. Hvis man vil nå meget bredt ud med et livestream, er det en stor styrke, hvis man spreder et stort kendskab til ens livestream, inden dette afvikles.

Derudover er jeg overbevist om, at internettets struktur bidragede til at øge seertallet yderligere.

Lad mig uddybe dette.

Anbefalinger bliver delt på kryds og tværs på nettet via sociale netværkstjenester såsom Facebook og Twitter.  

Hvis jeg falder over noget sjovt, fedt eller tankevækkende på internettet, så sender jeg ofte et link videre til en række af mine venner, som jeg formoder kunne have interesse i indholdet. Det er sandsynligt, at mine venner agerer på samme måde. Hvis vi antager, at et par af disse også videresender linket, som jeg har delt, til nogle af deres venner, og nogle af deres venner gør det samme, så kan man pludselig sprede et budskab meget, meget hurtigt.

Når man livestreamer en begivenhed, vil der altid være et delbart link til dette livestream, hvorfor potentialet for, at et livestream spreder sig lynhurtigt, i allerhøjeste grad er til stede. Flere sociale medier har endda optimeret deres service, så deling af indhold på deres platform er endnu lettere end det ovenfor beskrevede forløb.

Se bare på Facebook. Hvis du ser et interessant livestream på dette medie, og du gerne vil introducere en række af dine venner til dette livestream, kan du tagge dem i kommentarsektionen, og så får de en melding herom.

Netop muligheden for at kommentere et livestream bibringer en atter interessant dimension til formatet. En dimension, der gør, at liveudsendelser på internettet er markant divergente fra liveudsendelser på TV.

Jeg vil gerne nuancere og uddybe, hvad muligheden for at kommentere et livestream bibringer, i løbet af det næste afsnit, hvor fokus er på et dansk livestream, der opnåede imponerende seertal.

#ValgAmok – en epoke inden for dansk livestreaming

Den 18. juni 2015 blev der atter engang afviklet dansk folketingsvalg. Meget var, som det plejede at være. Der var valgflæsk på menuen i mange hjem, DF fik væsentligt flere stemmer end forventet, og TV 2 og DR kæmpede som sædvanligt om at vinde seerkapløbet. Til de nysgerrige: DR vandt marginalt.

Der var dog særligt én ting ved dette valg, som var bemærkelsesvist anderledes end ved tidligere valg, og det var Peter Falktoft og Esben Bjerres måde at dække valget på. Dette foregik nemlig over internettet.

Projektet havde fået titlen #ValgAmok, og deres liveudsendelse blev streamet på både Facebook og YouTube. Kvit og frit. 

Dækningen adskilte sig markant fra TV 2’s og DR1’s dækning af begivenheden inden for flere områder.

Først og fremmest differentierer Peter Falktoft og Esben Bjerre sig en del fra de mere formelle værter, der dækker begivenhederne på de større kanaler, hvorfor dækningen i #ValgAmok ikke så overraskende var mere humoristisk, satirisk og underlødig, end den var på DR1 og TV 2.

Derudover var det også ganske tydeligt, at budgettet for Peter og Esbens produktion ikke var i nærheden af DR’s og TV 2’s budgetter. Dette viste sig på flere måder, for eksempel i form af de ustabile Skype-forbindelser til Peter og Esbens reportere i marken, og et til tider lettere kaotisk studie, hvor det var tydeligt, at tingene ikke foregik lige så strømlinet som hos TV 2 og DR1.

Selvom budgettet var lavere end hos de store kanaler, var produktionen dog alligevel hæderlig. De fik hjælp af dygtige kamerafolk og klippere, hvilket uden tvivl gav udsendelsen et professionelt touch. Billederne var skarpe, og lyden var overvejende god, og dette har sandsynligvis været afgørende for, at #ValgAmok blev den succes, som det blev.

Dette betyder ikke, at man ikke kan lave et succesfuldt livestream med en iPhone og halvdårlig lyd. Det afhænger meget af, hvad man livestreamer. Peter og Esben livestreamede en valgdækning. Til et sådant livestream er der en række forventninger til stil og kvalitet. En række af disse forventninger vedrører produktionsværdier; disse må i en sådan udsendelse ikke være for lave. Det er vigtigt, at man kan høre værternes og gæsternes analyser tydeligt for eksempel, da disse er essentielle for udsendelsen.

I forhold til livestreaming generelt og udviklingen af denne genre er #ValgAmok super interessant på flere punkter, blandt andet beviste #ValgAmok, at livestreaming sagtens kan konkurrere med TV, hvad angår seertal.

Hele 65.000 kiggede nemlig med i løbet af udsendelsen, og seerne blev i gennemsnit hængende 27 minutter (Journalistforbundet.dk), hvilket vidner om, at langt størstedelen af seerne ikke blot lige var inde at vende, bare fordi de var nysgerrige.  

Nej, #ValgAmok kom ikke i nærheden af DR1’s og TV 2’s seertal, som lå lige omkring en million (DR.dk), men det er heller ikke de kanaler, som #ValgAmok bør sammenlignes med. DR1 og TV2 leverer lødige, yderst professionelle og bredt appellerende valgdækninger. Disse valgdækninger er for den brede befolkning, mens #ValgAmok primært var for den yngre målgruppe, og dem, der ønskede en lidt skæv og anderledes dækning af et folketingsvalg.

TV 2 ZULU leverede i 2015 også en valgdækning til det unge segment og dem, der ønskede en mere skæv og anderledes dækning af valget; TV 2 ZULU sendte nemlig en specialudgave af Natholdet, hvor Anders Breinholt og forskellige medværter fulgte og kommenterede valgets udvikling.

Natholdet og #ValgAmok sigtede antagelsesvis efter nogenlunde samme målgruppe, og derfor er det også en mere relevant og fair sammenligning. Natholdets valg-edition blev set af 56.000 (Gallup), hvorfor #ValgAmok rent faktisk vandt dette kapløb.

Dette vidner om, at livestreaming kan konkurrere med TV i forhold til seertal. I den forbindelse er det dog værd at nævne, at den målgruppe, som #ValgAmok henvendte sig til, generelt set er mere tilbøjelige til at benytte streamingtilbud og on demand-tjenester.

Skal man så kun lave livestreaming til unge mennesker, fordi dette segment er mere tilbøjelig til at benytte sådanne services?

Nej sgu!

Det unge segment er generelt mere forandringsparat og åbent over for nyere medier. Derfor er det ikke så mystisk, at de unge er de første, som hopper med på livestreaming-bølgen. De ældre segmenter skal dog nok komme efter det. Det er blot et spørgsmål om tid, før også de helt opgiver flow-TV og kaster deres kærlighed efter livestreaming og on demand-indhold.

Interessante interaktionsmuligheder med livestreams

En række af de platforme, der tilbyder livestreaming (YouTube, Facebook etc.), giver brugerne mulighed for undervejs at kommentere på liveudsendelserne og interagere med andre brugere.

Jeg nævnte i forbindelse med Felix Baumgartner-eksemplet, at muligheden for at kommentere muliggør, at man lynhurtigt kan fortælle sine venner om en liveudsendelse. I hvert fald på Facebook.

Det er dog langt fra den eneste mulighed, som kommentarsektion bibringer. Denne sektion muliggør nemlig også, at man kan diskutere en liveudsendelse med ligesindede. Ydermere opstår muligheden for lynhurtig interaktion mellem afsender og modtager grundet kommentarsektion. Seerne kan let skrive spørgsmål til livestreaming-værterne, som disse værter efterfølgende kan besvare.

Denne information bør inspirere dig og få dit hjerne til at eksplodere i 1000 kreative tanker! Hvordan kan jeg bruge det i min virksomhed?! Hvorfor er jeg ikke allerede i gang med at livestreame!? Hvilken type livestream får mine kunder mest glæde af?!

Jeg har ikke svaret på det sidste spørgsmål, for dette svar afhænger meget af, hvem afsenderen og hvad formålet er.

Mange virksomheder bør dog overveje at lave en Q & A-video en gang imellem. Sådanne livestreams er, for mange virksomheder,  styrkende for kundeservicen. Det er en super måde, hvorpå man kan interagere med mange kunder på en gang.

Sådanne livestreams kan også gøre ens virksomhed mere bevidst om, hvad ens kunder gerne vil vide noget om inden for jeres felt. Hvis der kommer rigtig mange spørgsmål om det samme felt, bør man måske overveje at udarbejde noget content, der belyser dette felt.

Når man har lavet en Q & A-video, bør man ikke kassere denne. Videoen bør i stedet uploades til YouTube og andre videotjenester, hvor den kan skabe værdi for jer og jeres eksisterende og potentielle kunder.

Vi, Spinnaker Nordic, har også prøvet kræfter med Q & A-formatet. Vi gav seerne mulighed for at stille spørgsmål om online marketing, som vi herefter besvarede. Det var en super fed session, der både brandede os, og samtidig gjorde os bevidste om, hvilke områder folk gerne ville vide mere om:

Selvom Q & A-formatet måske ikke er relevant for dig og din virksomhed, er der ingen grund til at droppe ideen om livestreaming. Der skal nok være andre videotyper, der giver mening at lave for jer. Måske er det en live-konkurrence eller et live-gimmick er, som jeres følgere tørster efter?

For nylig lavede Brøndby IF et ganske sjovt livestream på Facebook, hvor de opfordrede fans til at finde deres nye spiller, som sad et uspecificeret sted med ryggen til kameraet. Når en fan havde fundet spilleren, fik fanen lov at præsentere spilleren for alle seerne. Dette livestream kan du se her: https://www.facebook.com/brondby/videos/10155815961695628/

Jamen hvorfor skal vi nu se dette eksempel?

Dette eksempel er inddraget for at understrege, at det nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan aktivere seerne i forbindelse med ens livestreams.

Muligheden for hurtig og direkte dialog mellem afsender og modtager er ganske enestående for livestreaming og et af de forhold, som i mine øjne gør livestreaming ekstremt interessant.   

En række TV-formater forsøger også at integrere integrationselementet, men interaktioner i TV-sammenhænge forløber aldrig lige så let og flydende som interaktioner i livestreams, da der, for TV’s vedkommende, altid skal involveres et andet medie til interaktionen, for eksempel Twitter, Facebook eller mobiltelefoner.

Muligheden for at kommentere et livestream blev i allerhøjest grad brugt af seerne, da #Valgamok blev afviklet. Der blev afgivet hele 10.000 kommentarer i løbet af udsendelsen (Journalistenforbundet.dk), hvor seerne både interagerede med værterne og hinanden. Dette understreger virkelig, at livestreams bibringer en social dimension, som TV ikke kan levere.

Denne sociale dimension åbner op for en masse muligheder, og man bør klart overveje, hvordan man forholder sig til dette aspekt, når man livestreamer. Det er klart, at man ikke kan kontrollere, hvad folk skriver, men hvis man er bevidst om, at der eksisterer et socialt fællesskab omkring livestreams, kan man i sine liveudsendelser opfordre folk til at kommentere og interagere, hvis dette er et af formålene med ens udsendelse.

Det bliver mere og mere moderne at livestreame fra større begivenheder

De to første livestream-eksempler er i mine øjne ganske epokegørende inden for genren. I hvert fald hvis man betragter fænomenet i et dansk perspektiv. Det tredje eksempel, som jeg nu vil berøre, vakte hverken stor furore eller opnåede massiv reach. Jeg mindes, at seertallet i gennemsnit lå på et par hundrede stykker.

Hvorfor dælen har du så valgt dette eksempel?

Fordi eksemplet i mine øjne er repræsentativt for en bevægelse, der er i gang lige nu. Livestreamet er et eksempel på, at der livestreames mere og mere, og samtidig tjener eksemplet ganske fint som illustration af en række yderligere potentialer, som livestreams har.

Eksemplet, som jeg gerne vil omtale, er et livestream fra Folkemødet 2017, hvor flere Radio24syv-ansatte deltog, blandt andet Rasmus Bruun og Frederik Cilius, der står bag Den Korte Radioavis, som er et satireprogram, der sendes dagligt mandag til fredag i tidsrummet 12:05 – 13:00.

På Folkemødet 2017 havde Rasmus Bruun og Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (som spilles af Frederik Cilius) besøg af Morten Messerschmidt i forbindelse med deres radioudsendelse, der blev overværet af en række af Folkemødets deltagere.

Hele udsendelsen blev livestreamet på Radio24syvs Facebook-side (https://www.facebook.com/Radio24syv/videos/1728245503870852/), hvor os, der ikke havde mulighed for at være på Folkemødet og overvære afviklingen af radioudsendelsen, fik mulighed for at deltage i en medieret udgave af arrangementet. Vi fik altså mulighed for at tage del i den her-og-nu-oplevelse, som de deltagende på Folkemødet havde.

Når man livestreamer, har man mulighed for at ophæve grænserne mellem tid og rum; man kan give folk, der befinder sig geografisk langt fra et event, mulighed for at deltage i eventet og få del i her-og-nu-oplevelsen.

Der var rigtig mange, der livestreamede fra Folkemødet 2017, og der ses en tydelig tendens til, at der livestreames mere og mere fra store her-og-nu-begivenheder.

Jeg glæder mig meget til at følge udviklingen de næste par år

Livestreaming er uden tvivl kommet for at blive, og flere og flere begynder at livestreame i et eller andet omfang. Der er efterhånden heller ingen undskyldning for at lade være; det er ganske let at livestreame, og optage- og lydudstyr er efterhånden i et prisleje, hvor alle kan være med.

Hvis man ønsker en mere gennemført og professionel livestreaming-produktion, skal man dog formentligt have assistance af fagfolk. Vi hjælper hjertens gerne i den forbindelse. Vi har professionelt udstyr og et dygtigt mandskab, der kan sørge for en professionel og lækker livestreaming-produktion.

Facebook har i lang tid gjort en aktiv indsats for at motivere folk og virksomheder til at livestreame, da Facebook har boostet livestreams langt mere end andre opslag. På nuværende tidspunkt er der stadigvæk en del, der endnu ikke har overgivet sig, men denne del bliver fortsat mindre og mindre. Det bliver meget interessant at følge udviklingen for livestreaming fremadrettet, hvor en masse kreative hjerner uden tvivl vil skubbe til grænserne for, hvad livestreaming er og kan.

Mulighederne er nærmest uendelige!

Hos Spinnaker Nordic elsker vi også at eksperimentere med formatet, og lige for tiden bruger livestreamer vi i en række forskellige sammenhænge, blandt andet i forbindelse med et talkshow om marketing, webinarer, foredrag og Q & A’s.

Hvis du endnu ikke har fået stimuleret din nysgerrighed omkring livestreaming, kan du høre mig, Jesper Nørskov Jensen, og Mads Haulund tale om dette felt i vores podcast, der bærer navnet Spincast. 

Kilder:

https://journalistforbundet.dk/nyhed/valgamok-blev-et-ojenabnende-webtv-eksperiment   

https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/ugens-tv-top-10-danmark-fik-et-nyt-folketing

http://tvm.gallup.dk/tvm/pm/2015/pm1525.htm

Designed by Freepik

Få festinvationer og faglige inputs direkte i din indbakke

Kontakt os

Ring til os på 71 99 16 00
eller skriv til info@spinnakernordic.com