Trækker det op til en digital klimakrise?

Redegørelse for shitstorms - Tivoli shitstorm - Hvad gør man hvis man ender i en shitstorm

Trækker det op til en digital klimakrise?

Noget tyder på, at vi er ved at få et ustabilt digitalt klima. Den ene digitale shitstorm afløser nemlig den anden. Er mange virksomheder for tankeløse, uforsigtige og grænsesøgende, eller er de mange shitstorms ganske enkelt et resultat af en krænkelseskultur, som måske har taget overhånd? I denne artikel beskriver jeg, hvad der udgør en shitstorm, og hvilke håndteringsmuligheder man har, hvis man finder sig selv iført blafrende klæder lige midt i shitorkanens øje. Tivoli befinder netop nu i en shitstorm, som blev udløst af, at en række folk finder en ny forlystelse krænkende og stigmatiserende. Denne sag gennemgås sidst i artiklen.

‘Shitstorm’ er et nyere begreb. Allitterationen får begrebet til at klinge godt, men alligevel lyder det ikke særligt rart. Ingen, med undtagelse af få vilde fetichister, ønsker at befinde sig i en storm af lort. Begrebet shitstorm refererer dog ikke til storme af lort i fysisk forstand. Der er “gudskelov” tale om en metaforisk betydning.

Begrebet blev første gang anvendt i 2010 ved konferencen Re:publica. Faderen til begrebet er den tyske forfatter, journalist og blogger Sascha Lobo, som tilbage i 2010 sagde følgende:

“A shitstorm can be defined as an online phenomenon, in which, during a short period of time, a – subjectively perceived – huge number of critical remarks are being made, and  these remarks are at least partly detached from the original critique but instead are mostly aggressive, offensive, threatening or somehow attacking.” (Lobo, S., 2010)

Siden 2010 har vi oplevet utallige shitstorms verden over, og mange forskere, fagfolk og teoretikere har kastet sig ud i nuancerende definitioner af fænomenet, blandt andet

Pfeffer, T. Zorbach og K. M. Carley, der i tidsskriftet Journal of marketing communication (2014) definerer shitstorms på følgende måde:  

“We define an online firestorm (red: shitstorm) as the discharge of large quantities of messages  containing negative WOM (red: Word of Mouth) and complaint behavior against a person, company, or group in social media networks. In these messages, intense indignation is  often expressed, without pointing to an actual specific criticism.” (J. Pfeffer, T. Zorbach og K. M. Carley, 2014)

I Danmark har vi også set et utal af shitstorms, og flere af disse har fået afgørende konsekvenser for omverdenens indtryk af og opfattelse af de implicerede virksomheder.

Et oplagt eksempel er Jensen’s Bøfhus, der i 2014 endte i en gedigen shitstorm, som tog afsæt i en navnestrid med en lille fiskerestaurant. Sagen fyldte ekstremt meget i mediebilledet og skadede Jensen’s Bøfhus’ brand uendeligt meget.  

Et andet godt eksempel på en dansk shitstorm er sagen, hvor København Zoo kom i fedtefadet, fordi de aflivede den 1,5-årige gamle giraf Marius, hvorefter de fodrede løven med det døde dyr. Omtalen af denne sag begrænsede sig ikke blot til Danmark; forargelsen bredte sig til hele verden.  

Sociale mediers struktur er afgørende for shitstorms gode vækstbetingelser

Måden, vi bruger sociale medier på, har afgørende betydning for shitstorms vækstbetingelser. Særligt Facebooks brugerflade spiller en afgørende rolle for, hvor høj stormstyrke en shitstorm når, hvorfor der i denne artikel fokuseres på netop dette sociale medie.

En række af Facebooks kendetræk kendetegner dog også andre sociale medier, hvorfor noget af den kommende teori også er beskrivende for andre sociale medier.

Pfeffer, Zorbach, & Carley (2014) argumenterer for, at den høje spredningshastighed og volumen, som kendetegner shitstorms, skyldes den manglende eller minimale diskurs, der er forbundet med interaktion via Facebook.

Dette lyder lidt komplekst… Lad mig uddybe…

Udtryksformen på Facebook er forbundet med minimal indsats fra brugernes side. Med et enkelt klik kan man angive sin stillingtagen til et givent opslag. Som brugerfladen er lige nu, kan man vælge mellem følgende seks valgmuligheder: Like, hjerte, grinende smiley, overrasket smiley, trist smiley og vred smiley.

Når man reagerer på et opslag med en af ovenstående muligheder, øges opslagets rækkevidde. Reagerer mange på et opslag, kan dette nå bredt ud meget hurtigt.

Pfeffer, Zorbach, & Carley (2014) fremhæver ligeledes, at mange tekster på Facebook ofte er korte. Det er sjældent, at brugerne skriver lange romaner i kommentarfelterne. Korte tekster er ikke tidskrævende at udarbejde, hvorfor man også her kan tale om, at indsatsen, der er forbundet med udarbejdelse af disse, er begrænset.

Slacktivisme har afgørende betydning for udviklingen af shitstorms

Begrebet ‘slacktivisme’ er opstået sideløbende med fremkomsten af de sociale medier. Begrebet bruges blandt andet af Kirk Kristofferson, Katherine White og John Peloza i deres videnskabelige artikel The Nature of Slacktivism: How the Social Observability of an Initial Act of Token Support Affects Subsequent Prosocial Action (2014)

Heri bruger de begrebet til at beskrive en forbrugertype, hvor involvering, engagement og indsigt er relativt lav. (Kristoffersen, White, & Peloza, 2014).

Dette harmonerer fint med manges adfærd på Facebook, og denne forbrugertype er en central faktor for skabelsen af shitstorms.

Selvom der, samlet set, er meget aktivitet forbundet med en shitstorm, så har størstedelen af aktiviteterne, der tilsammen udgør shitstormens fundament, hver for sig ikke krævet megen handling, engagement eller viden.

Ofte hænder det, at brugerne ikke tilegner sig et tilbundsgående kendskab til de sager, de kommenterer på Facebook.

Prøv for eksempel at læse kommentartråden til en række nyhedsartikler. Her fremgår det tydeligt, at en række af kommentarerne er skrevet af brugere, der ikke har læst meget mere end overskriften.

Ovenstående kan have stor betydning for, hvorfor shitstorms opstår på de sociale medier. Hvis vi læser noget, der pirrer krænkelsesgenet i os, er det ikke utænkeligt, at vi reagerer i form af en kommentar eller et like, for det kræver så lidt af os.

Det er tvivlsomt, at vi afsætter tid til at faktatjekke-indholdet, vi kommenterer på, hvilket skyldes, at vi ikke tillægger vores handlinger på Facebook særlig høj værdi grundet den lave indsats, der er forbundet med udførelsen af disse.

Selvom vi måske ikke tillægger et like eller en kommentar særlig høj værdi, så tillægges store summer af kommentarer og likes høj værdi af Facebook og andre brugere.

Først og fremmest vidner et højt aktivitetsniveau om, at vi har at gøre med en sag, som mange engagerer sig i. Derudover er Facebooks algoritmer opbygget på en måde, der gør, at likes og anden aktivitet øger et opslags rækkevidde. Der er altså tale om en selvforstærkende richer-get-richer-effekt.

Tolerancelunten er skrumpet, efter vi er indtrådt i den digitale tidsalder

Shitstorms tager altid udgangspunkt i negativt indhold, og, ifølge Jonah Berger og Katherine L. Milkman, er opslag med negativt indhold mere tilbøjeligt til at gå viralt, hvilket skyldes, at der opstår emotionelle følelser såsom vrede og angst hos brugerne, når de ser opslag af denne type.

Ydermere ses der en stigende tendens til, at folk klager via de sociale medier (Hennig-Thurau, Gwinner, Walsh, & Gremler, 2004). Dette har ført til, at flere og flere virksomheder har flyttet kundeserviceressourcerne over i SoMe-afdelingen.

Bagatelgrænsen for, hvornår folk bliver krænket har rykket sig markant de seneste år. Der skal efterhånden stort set ingenting til, før visse folk hidser sig op på online medier.

I løbet af de sidste få år er følgende bagateller blevet til deciderede sager, som traditionelle medier har valgt at skrive vidt og bredt om: En galning sagsøgte Rytteriet for at omskrive adventssangen “Der er noget luften” til “Der er noget i penis”, en hysterisk, opmærksomhedskrævende speltmor hidsede sig op over et uskyldigt skilt i Legoland, som hun fandt krænkende, og et utal af LIDL-kunder udtrykte vrede over, at supermarkedskæden fjernede et kors fra sin emballage; det var et et knæfald for islam og alt det sædvanlige…

Ja okay. Jeg beklager… Der tabte jeg måske grebet om indlæggets tilstræbte objektivitet en smule, men det skyldes udelukkende, at jeg føler mig yderst krænket over, at folk kan få sig selv til at spilde tid og energi på ovenstående bagateller – især når store dele af verden står i brand, og hystadernes larm fjerner fokus fra de substansielle problemer.

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg synes krænkelseskulturen har taget overhånd. Denne holdning står jeg heldigvis ikke alene med. Journalist og forfatter Bente Dalbæk er, ligesom mange andre, på mit hold, og hun udtalte i 2012 følgende til DR: “Det er udtryk for en syg kultur og uheldigt, hvis det bliver kendetegnende for danskerne, at vi er sådan nogle fintfølende mennesker, der går rundt på tåspidser og føler os krænkede over det ene og det andet.” (Dalsbæk, B, 2012)

Siden 2012 er vi som samlet masse ikke ligefrem blevet mindre fintfølende. Der ses daglige eksempler på folk, der raser ud over en bagatel, og skriver lang tirader på Facebook. Meget tyder dog på, at mange efterhånden er mættede og trætte af krænkelseskulturen.

Mere om det senere!

Skaden er sket – hvad gør vi?

De sociale medier gør det sværere for virksomhederne at forebygge og forhindre kriser, end det hidtil har været. Dette skyldes særligt, at afstanden mellem forbruger og virksomhed er blevet mindre. Der er ikke længere noget filter; forbrugerne kan udtrykke sig direkte til virksomheden og andre forbrugere. (Pang, Hassan, & Chong, 2014)

Traditionelle medier er i de seneste år begyndt hente mange historier fra begivenheder på de sociale medier. Derfor kan det være meget kompromitterende for virksomheder at komme i modvind på disse platforme.

Hvad gør man så, hvis uheldet er ude, og man har jogget i spinaten?!

Ifølge Alfonso Gonzalez-Herrero & Suzanne Smith (2010) bør kriser på sociale medier håndteres anderledes end kriser, der er udløst via traditionelle medier.

Førhen kunne virksomhederne kommunikere den mest hensigtsmæssige version ud til de traditionelle medier (Gonzalez-Herrero & Smith, 2010).

Så meget kontrol har virksomhederne ikke længere. I det moderne mediebillede deles alle forbrugernes meninger og holdninger på de sociale medier, hvor de er tilgængelige for andre brugere og medier.

Negative opslag kan blive spredt lynhurtigt, hvorfor virksomhederne altid skal være klar til at reagere hensigtsmæssigt og effektivt.

Det er vigtigt, at man som virksomhed hele tiden holder et vågent øje med de sociale medie-aktiviteter, der er relateret til ens virksomhed. Virksomhedens struktur bør udformes, så man altid kan reagere hurtigt, hvis der skulle opstå en kompromitterende situation.

Ligeledes er det vigtigt, at man i virksomheden har en klar politik om, hvordan man agerer på de sociale medier, så dem, der er ansvarlige for området, ved, hvilke rammer de skal operere indenfor.

Ydermere er det vigtigt, at man hurtigt kan samle ledelsen, hvis situationen er så penibel, at det er nødvendigt at tilrettelægge en veldisponeret håndteringsstrategi (Gonzalez-Herrero & Smith, 2010).

Udarbejdelse af krisehåndteringsstrategi

Stefania Romenti og Grazia Murtarelli har udarbejdet en plan for, hvordan en ledelse bør reagere i forbindelse med kriser på sociale medier.

Allerførst skal man identificere, hvilken type krise man har at gøre med, hvem der har ansvaret, og hvordan man skal gribe kommunikationen an. (Romenti & Murtarelli, 2014)

Der er en række eksterne faktorer, der har indflydelse på, hvilke valg der er fornuftige i krisesituationer. Disse faktorer er følgende: Virksomhedens krisehistorie, rygte, kunderelationer og tidligere kommunikative initiativer.

Timothy Coombs (2007) inddeler kriser i tre overordnede kategorier i forhold til virksomhedens ansvar: Victim crisis, accidental crisis og preventable crisis.

  • Victim crisis kendetegnes ved at opstå af grunde, der befinder sig uden for virksomhedens rækkevidde. Virksomheden bærer derfor et minimalt ansvar.
  • Accidental crisis vedrører kriser, hvor virksomheden har handlet i god tro, men tekniske fejl, uheld eller uforudsete udfordringer skaber en krise. Her bærer virksomheden et moderat ansvar.
  • Preventable crisis henviser kriser, hvor virksomheden bærer et stort ansvar. Ved en sådan krise er virksomheden helt selv skyld i denne. En preventable crisis er forårsaget  ved enten dårlig kundeservice, tvivlsomme produkter eller uheldig ageren i offentligheden.

Når man har defineret, hvilken krisetype man står i, og hvem der har ansvaret, bør man udforme en responsstrategi. Denne strategi skal hjælpe en med at få kontrol over krisen og minimere konsekvenserne af denne (Romenti & Murtarelli, 2014).

Syv forskellige responsstrategier i en krisesitation

En krise, der starter på sociale medier, er kompleks og mangefacetteret, hvorfor det må anses som værende umuligt at opnå det fulde overblik over casen. Derfor er det også stort set umuligt at tilrettelægge en perfekt responsstrategi.

Man bør dog altid forsøge at få så meget indsigt i krisesituationen som muligt, og så bør man tilrettelægge sin responsstrategi ud fra krisens opståen og tilstand. (Coombs, 2007)

Det ansvar, man som virksomhed har for forbrugerne og krisens opstandelse, bør være styrende for valget af strategi.

Coombs har defineret syv forskellige responsstrategier og inddelt disse i tre grupper: Denial, diminish og rebuild.

Inden for denial er der tre forskellige strategier:

  • Attack the accuser: Virksomhedens ansvarlige konfronterer personen eller gruppen, som kritiserer virksomhedens produkter, ageren eller lignende. Formålet er her at intimidere kritikerne.
  • Denial: Virksomheden benægter alt og fralægger sig ethvert ansvar.
  • Scapegoat: Virksomheden forsøger at placere skylden samt ansvaret et andet sted.

Ovenstående ordvalg antyder, at det kun er virksomheder, som kan ende i shitstorms. Dette er dog ikke helt sandt. Man har også set eksempler på offentlige personer, der ender i shitstorms, eller i hvert fald afarter af shitstorms. For eksempel er meget af polemikken om politikeren Inger Støjberg startet på Facebook. Ofte har det dog været et af hendes egne digitale initiativer, der har startet balladen, for eksempel hendes indvandrerkritiske Facebook-opslag efter en dårlig biografoplevelse.

Inden for diminish er der følgende strategier:

  • Excuse: Virksomheden forsøger at minimere skaden ved at undskylde samt nægte, at de havde en intention om at gøre noget forkert.
  • Justification: Virksomheden retfærdiggør sine handlinger med henblik på at minimere skaden.

Så blev det tid til at vende tilbage til et af de indledende eksempler. København Zoos strategi var nemlig utvetydigt justification.

Bengt Holst, der var København Zoos talsmand, vedholdt under hele sagens forløb, at København Zoo ikke havde gjort noget forkert.

Bengt Holst er en veltalende, veluddannet mand, der med sin ageren i pressen vendte en række negative røster til opbakkende støtter.

Shitstormen blev dog, trods Bengt Holst fine ageren i pressen, verdensomspændende, og mange mediers fremstilling af København Zoo som hjem for sadistiske typer, der dræber babygiraffer og fodrer løverne med disse, kan muligvis have skadet København Zoos brand.

Der er dog ingen tvivl om, at København Zoos valg og udførelse af responsstrategi medvirkede til, at København Zoo ikke tabte ansigt, og at de fik en masse støtter, mens sagen stod på.

Inden for rebuild er der disse to strategier:

  • Compensation: Virksomheden forsøger at kompensere for sine handlinger ved at tilbyde penge eller andre goder til de forurettede.
  • Apology: Virksomheden tager fuldt ansvar og undskylder.

Coombs argumenterer for, at diminish-strategier er de mest hensigtsmæssige i forbindelse med eksisterende kriser. Dette antyder altså, at enten excuse- eller justification-strategien er det bedste valg, hvis man ender i en shitstorm.

Dette er dog kun vejledende og ikke nødvendigvis en evigt gældende regel. Man bliver nødt til at vælge strategi ud fra vurderinger af den specifikke case, man befinder sig i.

Case: Bliver Tivoli hjemsøgt af deres diplomatiske tilgang fremover?

Tivoli lancerede fredag den 13. oktober en ny forlystelse. Allerede inden forlystelsen blev åbnet, var den genstand for megen snak og postyr. Visse mennesker fandt den nemlig krænkende. Disse menneskers utilfredshed førte til, at Tivoli beklagede og ændrede forlystelsens navn samt dele af forlystelsen.

Der er tale om et klassisk spøgelseshus, der, inden hysteriet, bar navnet Det Hjemsøgte Børnehjem.

Jeg forstår, hvis du undrer dig. Hvem fa’en er det lige, der er blevet trådt over sine ømme tæer denne gang?

Er det Casper, det venlige spøgelse, der er blevet træt af at være the good guy, og som ganske enkelt ikke mener, at portrætteringen af ham og hans artsfæller står mål med virkeligheden?

Er det Nationen, der mener, at forlystelsen er et knæfald for Islam? Er det speltmødrene, der er sure over, at der ikke serveres glutenfri spøgelseskys? Er det feministerne, der er utilfredse med alt blodet, og som forlanger, at vi andre skal kunne se, hvor de fribløder? Er det 15-årig piger, der frygter, at de får ødelagt oplevelsen i forlystelsen, fordi de endnu ikke har glemt, da de, en enkelt dag, næsten var nødt til at spise kold kødsovs?

Gode bud, hvis jeg selv skal sige det – dog er de alle sammen forkerte. De forurettede denne gang var nemlig en blanding af folk, der har gået på børnehjem, medlemmer af en interesseorganisation, og så en tredjepart, der havde det tilfælles, at de på den ene eller anden måde følte sig krænket.

Hvad antændte raseriet?

Shitstormen tog, som bemærket, allerede fart, inden forlystelsen åbnede. De negative reaktioner kom i kølvandet på, at Tivoli, på deres Facebook-side, præsenterede forlystelsen Det hjemsøgte børnehjem med en uhyggelig video. I denne video kunne man se krakelerede dukker med døde øjne, uhyggelige små piger med rottehaler og forfaldne, tomme lokaler.    

Da de kritiske røster har fået Tivoli til at beklage og underlægge sig kritikken, er det desværre ikke muligt at se videoen på nuværende tidspunkt.

Dog er det stadigvæk muligt at se en række af de voldsomme negative reaktioner, som kom i kølvandet på denne video:

Tivoli shitstorm - rasende mand

Tivoli shitstorm - rasende mand 2 og 3

Det øverste opslag er i skrivende stund blevet “liket” 81 gange og kommenteret 85 gange. Størstedelen af skribenterne håner kritikerne. Herunder ses et par eksempler på dette:

Tivoli shitstorm - kritiker 1 Tivoli shitstorm - kritiker 2

Mange brugere indikerer altså, at de er mættede af krænkelseskulturen, hvilket er interessant i forhold til håndteringen af shitstorms.

Lad os se på, hvordan Tivoli indtil videre har håndteret denne shitstorm, og hvilke effekter håndteringen på nuværende tidspunkt har affødt.

Tivoli gik den diplomatiske vej, men var det nu også fornuftigt?

Tivoli valgte responsstrategien ‘excuse’. De tog kritikken til sig, foretog ændringer og hævdede, at de ikke havde haft nogen intention om at gøre folk sure.

Torben Plank, der er pressechef i Tivoli, har udtalt følgende om sagen:

“I forbindelse med lanceringen af vores scary house hed det ‘Det hjemsøgte børnehjem’. Siden har vi fået en henvendelse fra en borger og en interesseorganisation, som gjorde os opmærksomme på, at navnet kunne virke krænkende for nuværende og tidligere anbragte børn. Og begge begge opfordrede os til at ændre navn og tema – og det har vi prompte reageret på.”

Man kan jo sagtens forestille sig, hvad der er foregået på Tivolis kommunikationsredaktion. De modtog en række kritiske beskeder. En del af kritikken stammede fra en interesseorganisation, og sådanne organisationer kan være ganske magtfulde, da de har større ressourcer end den lille mand, hvorfor man ikke ønsker at ende i en unødvendigt fejde med en af disse.

Ligeledes er det rimeligt at antage, at Tivoli ikke havde nogen som helst hensigt om at krænke nogen med forlystelsen. Derfor har excuse-strategien virket oplagt og fornuftig.

Hvad Tivolis kommunikationsteam muligvis har undervurderet er, hvor mange der efterhånden er godt og grundigt trætte af krænkelseskulturen. Reaktionerne på Tivolis føjende adfærd taler sit tydelige sprog.

Et utal af Facebook-brugere latterliggør nemlig Tivoli grundet beslutningen, og indikerer, at Tivoli er svage, leflende og mangler standhaftighed. Herunder er en række af de sjoveste og mest interessante eksempler:

Tivoli bliver hånet 2 Tivoli bliver hånet 3 Tivoli bliver hånet

Ovenstående indikerer, at der er ved at opstå et oprør mod krænkelseskulturen. Dette er noget, som virksomheder fremover bør overveje, når de udformer deres krisekommunikationsstrategi.

Jeg har ikke set eksempler på Facebook-brugere, som hævder, at de vil boykotte Tivoli, fordi de mener, at Tivoli er vage og leflende. Dette kunne godt antyde, at Tivoli ikke kommer til at lide økonomiske tab grundet den nuværende shitstorm.

Noget tyder på dog, at den første shitstorm afløses af en ny i Tivoli-sagen. Flere og flere medier er begyndt at bringe historier om, hvordan Tivoli bliver gjort til grin af Facebook-brugere, som mener, at Tivoli er konfliktsky og leflende: (https://www.tv2lorry.dk/artikel/tivoli-goeres-til-grin-efter-shitstorm-hvad-taenker-i-paa og https://www.bt.dk/danmark/tivoli-faar-massiv-kritik-for-nyt-navn-til-forlystelse-curlingforaeldrene-har).

Tivolis diplomatiske og føjende tilgang, der havde til hensigt at få sagen til at forstumme, har dermed haft modsatte effekt indtil videre, hvorfor man sagtens kan diskutere deres valg af responsstrategi.

Litteraturkilder:

Berger, J., & Milkman, K. (2013). Emotion and Virality: What Makes Online Content Go Viral? Insights / Vol. 5, No. 1

Coombs, T. W. (2007). Protecting Organization Reputations During a Crisis: The Development and Application of Situational Crisis Communication Theory. Corporate Reputation Review, Volume 10, Number 3  

Gonzalez-Herrero, A., & Smith, S. (2010). Crisis Communications Management 2.0: Organizational Principles to Manage Crisis in an Online World. Organization Development Journal, vol 28, number 1

Kristoffersen, K., White, K., & Peloza, J. (2014). The Nature of Slacktivism: How the Social Observability of an Initial Act of Token Support Affects Subsequent Prosocial Action. Journal of consumer research, vol 40

Pang, A., Hassan, N., & Chong, A. (2014). Negotiating crisis in the social media environment: Evolution of crises online, gaining credibility offline. Corporate Communications: An International Journal, Vol. 19 Iss 1 pp. 96 – 118 .

Pfeffer, J., Zorbach, T., & Carley, K. (2014). Understanding online firestorms: Negative word-of-mouth dynamics in social media networks. Journal of Marketing Communications

Romenti, S., & Murtarelli, G. (2014). Organisations’ conversations in social media: applying dialogue strategies in times of crises. Corporate Communications: An International Journal, Vol. 19 Iss 1 pp. 10 – 33

Internetkilder:

Dalsbæk, B. (2012, June 15). En ny krænkelseskultur vinder frem. DR, https://www.dr.dk/nyheder/kultur/en-ny-kraenkelseskultur-vinder-frem

Pallesen, R. (2012, June 12). DR bliver stævnet for penis-satire. Gaffa, http://gaffa.dk/nyhed/61607/dr-bliver-staevnet-for-penis-satire  

Pedersen, J. (2017, September 19). Mor blev fuldstændig målløs over skilt i Legoland: ‘Nej, det skal mine børn ikke!’. BT, https://www.bt.dk/danmark/mor-blev-fuldstaendig-mallos-over-skilt-i-legoland-nej-det-skal-mine-born-ikke

Støjberg, I. (2015, February 3). Hvornår lærer I at opføre jer ordentligt?. Facebook, https://www.facebook.com/IngerStojberg/posts/885113634861688

West Madsen, F. (2017, September 4). Kunder raser mod stor supermarkedskæde: Hvorfor fjerner I korset?. BT, https://www.bt.dk/danmark/kunder-raser-mod-stor-supermarkedskaede-hvorfor-fjerner-i-korset

 

Få festinvationer og faglige inputs direkte i din indbakke

Kontakt os

Ring til os på 71 99 16 00
eller skriv til info@spinnakernordic.com